Landsholdet samledes nok engang, da Århus Tigers’ baner blev indtaget af de titelhungrende flagspillere.
EM i Frankrig nærmer sig med hastige skridt. Efter en god landsholdssamling i Avedøre for små to måneders tid siden var det på ny tid til, at Danmarks bedste flagfootballspillere skulle samles for en sidste gang at kæmpe om de eftertragtede pladser i den endelige landsholdstrup.
Spillerne mødtes lørdag formiddag hos landstræner Jimmi Benn Jørgensen, hvor den stod på en omgang let frokost og et teammøde, inden holdet i samlet flok tog til Århus Tigers’ flagbaner for at påbegynde første træningsdag.
Spillerne var tændte og klar til at give den en sidste skalle – og energi var der i høj grad brug for, for både defense og offense blev tæsket igennem flere øvelser uden megen pause. Efter 4-5 timers hård og intens træning med en indlagt pause, hvor både flagudvalget og selveste formanden for DAFF, Jens Jordahn, kom på fint besøg, tog holdet tilbage til Jimmi Benn, hvor resten af aftenen skulle spenderes.
Hyggen var i højsædet og stemningen helt i top aftenen igennem, hvor der blev lavet burgers i stride strømme, som blev fortæret med nærmest større passion, end hvad vi havde været vidner til på træningsbanen bare få timer tidligere. Senere på aftenen blev der set video fra dagens træningssessioner til stor gavn for spillere og trænere.
Søndag stod på to træningskampe mod et hold sammensat af de bedste spillere i Jylland. Der blev spillet to kampe, og opstillingerne for de to kampe så således ud:
Danmark:
QBs: Morten Weber (Niels Kjær)
WRs: Michael Svane, Bjarke Thomsen, Mark Andersen (Kim Mikkelsen)
Cs: Kasper Lindén (Alex Jørgensen)
Ss: Lars Skytte, Niklas Dyrby (Joachim Engell)
CBs: Martin Haastrup, Claus Nymand (Mads Herskind)
All Star-holdet:
QB: Søren Mulvad
WRs: Esben Junge, Kasper Martlev, Mads Forsberg
C: Morten Andersen
LB: Jakob Wibroe
CBs: Nicolai Holm, Lars Holm
Ss: Heine Birkkjær, Kristian Matzen
Følgende var værd at hæfte sig ved:
- Forsvaret viste væsentlig mere gejst end sidst – både på og uden for banen – og det var tydeligt at se, at de sociale tiltag har gavnet især de nye spillere i truppen.
- Claus Nymand fortsatte de gode takter fra sidst og viste et højt og stabilt niveau. Han klarede sig bedst af de tre corners, som udover ’The Egg’ også talte Mads ’SPA!’ Herskind og Martin ’Stubbe’ Haastrup.
- Også Mads Herskind gjorde en rigtig god figur og fortsætter stødt sin udvikling. Det blev ikke i år, at han blev udtaget, men Mammoths-spilleren pressede sine to konkurrenter til det yderste, hvilket var en sand fornøjelse at se.
- Stubbe var i højere grad end ved første samling i spillehumør og viste i glimt, hvorfor han betegnes som landets bedste corner. Det virker dog til, at han har svært ved at give den de sidste fem procent, men rygterne lader det vide, at det ikke plejer at være noget problem for ham at finde dem til slutrunder.
- Lars Skytte var plaget af en brækket finger, men det lod ham ikke holde sig synderligt tilbage. Skytte holdt et fint niveau ved træningsøvelserne, og i kampene mod All Star-holdet gik han flere gange på kompromis med sin finger og ofrede sig forbilledligt. Forsvarskaptajnen måtte dog flere gange halse en smule efter sin direkte modstander. En væsentlig årsag til dette kan meget vel have været, at en ny safety skulle spilles ind.
- Niklas Dyrby, der kæmper om den førnævnte safetyplads med Joachim Engell, viste mange eksempler på sin atletiske kunnen. Han spillede aggressivt og fightede på hvert snap. Niklas er en upoleret spiller, men potentialet er ikke til at tage fejl af, og niveauet var helt klart nok til en udtagelse.
- Landsholdssamlingen i Århus var Joachim Engells første, efter han sad ude med sygdom under den forrige en af slagsen. Joachims forcer ligger helt klart primært i det offensive, hvor han som receiver har rigelig med klasse til at komme med til EM. Han er dog udtaget som safety, da manglen på disse i langt højere grad er til stede, og her er han så sandelig heller ikke uden evner. Den høje spiller besidder ligesom sin direkte konkurrent et stort potentiale, og der var masser at tage fat på for coach Jimmi Benn. Men Joachim er en playmaker med masser af erfaring, og det vejer tungt til en slutrunde, hvor kun guldet tæller. Selvom han præsterede en anelse dårligere end Niklas over de to dage, så blev det med stor sandsynlighed netop dette, der blev afgørende.
- Landsholdet var uden blitz weekenden igennem, fordi Christian Sunesen måtte opgive at spille med som følge af en forstrækning i baglåret, og fordi Casper Iisager på forhånd havde meldt fra pga. et par skadede ankler. Et hårdt slag for landsholdet, men især et hårdt slag for Sunesen, hvis chancer om en tur til EM reelt forduftede med den manglende deltagelse på banen. Det er meget synd, fordi han ikke blot ville kunne fungere som blitz, men også ville kunne fungere som receiver på offense – og give landstrænerne nok et kort at spille ud.
- Tre QBs var klar på dagen. Morten Weber og Niels Kjær lagde ud med at spille en halvleg hver for Danmark i den første kamp, mens Søren Mulvad spillede hele kampen for All Star-holdet.
- Morten Weber virkede til tider en smule ubeslutsom i sit spil og traf flere forkerte beslutninger. Niels Kjær var i sin halvleg meget sikker i sine kast, der var både hårde og præcise. Han virkede fast besluttet på at vise, at han er Danmarks bedste QB. Søren Mulvad leverede en solid præstation og fandt sig tydeligvis godt tilpas på All Star-holdet, hvor der blev kørt snaps fra shotgun.
- I anden kamp skiftede Morten Weber side, og det befandt ham åbenbart – og overraskende – rigtig godt. Weber traf de rigtige beslutninger, leverede kastene præcist og satte hele 32 point på tavlen på bare én enkelt halvleg – meget flot. Søren Mulvad stillede op for landsholdet, og det gik langt fra ligeså godt som i første kamp. Han havde svært ved at vænne sig til at stå under center og modtage snaps, og flere gange førte hans manglende beslutsomhed til et hasarderet dybt kast. De drives, hvor Mulvad traf hurtige beslutninger og kastede kort, gik det væsentligt bedre. Desværre var der for langt mellem disse drives. Niels Kjær tog anden halvleg for All Star-holdet, mens Morten Weber overtog på landsholdet. Kjær var langt fra så skarp som for landsholdet, men spillede fortsat stabilt. Morten Weber spillede i denne halvleg bedre for landsholdet, end han gjorde i den foregående kamp, men endnu engang måtte vi se til, mens bolde blev kastet dybt ned i mismatches – der ikke var til landsholdets fordel(!).
- Bedste QB for dagen var Niels Kjær tæt forfulgt af Morten Weber, mens Søren Mulvad måtte sande, at der er lidt op til de to bedste i landet. Hvor de to første tydeligvis fandt dem bedst til rette under center, havde Mulvad meget svært ved det. Omvendt var han bedre tilpas i shotgun, og det var noget de to andre havde sværere ved. Især Weber havde en tendens til at gå dybt tit som følge af dette.
- Receiverne var uden Jakob Espersen, der sad ude med en skade. Derfor var Esben Junge allerede indkaldt til lørdagens træningssession. Netop Junge viste sig som weekendens helt store oplevelse. Han leverede det ene super catch efter det andet, og især på andendagen i de to træningskampe slog han til. Her hev han flere umulige bolde ind og vise sig som den klart bedste receiver af ALLE. Desværre for Esben kunne han ikke komme med i overvejelserne til EM-truppen, da han var væk fra flag hele foråret. Han ville ellers åbenlyst kunne have fortrængt Mark Andersen fra truppen, skubbet Michael Svane ind på slotten og udfyldt den ene wideout sammen med Bjarke Thomsen.
- Netop Bjarke Thomsen var landsholdets bedste receiver. Han løb skarpe ruter og greb mange, mange bolde. Bjarke skal desuden komplimenteres for sin fantastiske holdånd og humor. Han bidrager meget til at løfte stemningen på holdet, og det er guld værd til en slutrunde.
- Kim Mikkelsen spillede langt bedre, end hvad tilfældet var, da der var samling i Avedøre. De mange drops fra sidst var glemt, og nu blev rigtig gode ruter komplementeret med en masse catches og gode moves. Mikkelsens chancer for at komme med i den endelige trup var på forhånd udset til at være meget spinkle, og dette viste sig at holde stik. Samlet set har hans præstationer dog været en smule bedre end Mark Andersen, der altså løb med pladsen.
- Netop Mark Andersen var sammen med Michael Svane og Kasper Lindén spillere, der ikke spillede op til vanligt niveau. Michael Svane var under træningskampene som nat og dag. Det ene øjeblik hev han en dyb bold godt ned, det næste øjeblik tabte han en. Mark Andersen blev desuden hæmmet meget i sit spil, at han tit blev overset på spil, hvor han ellers havde løbet sig helt fri.
- Kampen om centerposition har været lukket, siden landsholdet blev udtaget. Lindén har hele tiden været sikker på pladsen. Mammutten har også et rigtig højt niveau og er med rette Danmarks næstbedste center. Herudover er han en formidabel indpisker, han udviser en høj moral – også i modgang – og så har han et meget stærkt forbindelse på banen med Morten Weber. Disse sidstnævnte ting er i høj grad også, hvad der gjorde forskellen, da valget stod mellem netop Lindén og dennes direkte konkurrent til pladsen, Alex Jørgensen. Alex er Danmarks klart bedste center, og det fik han i glimt også vist til samlingen, om end det ikke var hans bedste dage. Det er synd, at Alex ikke får muligheden, for han ville kunne bidrage enormt til offense med sin speed, gode hænder og ruter. Det ville reelt give holdet en helt ny dimension i spillet.
EM-holdet blev udtaget i sidste uge:
QBs: Morten Weber, Niels Kjær
C: Kasper Lindén
WRs: Jakob ’The Situation’ Espersen, Bjarke Thomsen, Michael Svane, Mark Andersen
CBs: Martin ’Stubbe’ Haastrup, Claus ’The Egg’ Nymand
Ss: Lars Skytte, Joachim Engell
LB: Capser Iisager
Det er et utroligt stærkt landshold, der utvivlsomt vil kunne kæmpe med om guldet. Et par ændringer ville dog kunne forstærke holdet endnu mere:
QBs: Morten Weber, Niels Kjær
C: Alex Jørgensen
WRs: Jakob ’The Situation’ Espersen, Michael Svane, Joachim Engell, Bjarke Thomsen
CBs: Martin ’Stubbe’ Haastrup’, Claus ’The Egg’ Nymand
Ss: Lars Skytte, Niklas Dyrby Johansen
LB: Christian Sunesen
USfootball ønsker det danske flaglandshold mange gange held og lykke med EM i Frankrig og krydser alt, hvad der krydses kan, for at de nok engang henter guldet med hjem til Danmark.
Skrevet af Benjamin Boraghi
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer