Forårsstatus: FNL Øst

Foråret er veloverstået, og den sidste og afgørende del af sæsonen står for døren. Inden da tager USfootball dog lige pulsen på FNL-holdene hidtil. Den nederste halvdel er her præsenteret.

I weekenden spillede henholdsvis Greve Penguins og Bispen Barbarians deres to første efterårskampe - begge hold tabte begge kampe. Artiklen er skrevet udelukkende for holdenes præstationer i foråret, og disse førnævnte kampe er derfor ikke taget i betragtning.

Bispen Barbarians: 5-5 (Karakter: 7)
- Der var ikke mange, der havde store forventninger til Barbarians forud for sæsonstart. Holdet havde tilknyttet quarterback Rasmus Schou, og det viste sig som en super signing – ikke mindst fordi holdets ubetinget største stjerne, Joachim, nu kunne rykkes permanent ud på sin favoritposition som receiver. Holdet har blandt andet slået Rebels i en fantastisk kamp, og står rent faktisk med en teoretisk mulighed for at nå playoffs. Alene dette er virkelig flot.

Forårets spiller: Joachim Engell er Barbarians’ absolut vigtigste spiller. Han løfter reelt holdet et niveau. Joachims flotte præstationer foråret igennem er da heller ikke gået landstrænernes næser forbi. Joachim er udtaget til landsholdet som safety, hvilket i skribentens øjne dog er en kæmpe fejl. Joachim er ubetinget set bedst som receiver, og det er synd, at det udadtil ikke anerkendes til fulde. Måske bunder det dog i manglen på safeties i landet, og det kan på modsatte – men meget positive vis – meget vel betyde en plads på landsholdet til EM.

Allerød Armadillos: 4-8 (Karakter: 4)
- Da Armadillos først fik at vide, at klubben skulle spille i FNL, blev målet for sæsonen hurtigt sat: Holdet skulle ende i top 3. Ikke blot internt, men også rundt omkring i Flagdanmark var forventningerne virkelig store. Holdet kom dog ekstremt dårligt fra start, og det har betydet flere nederlag af stor betydning. Playoffs er nu væk, og det er en skuffelse. Alt har dog ikke været en stor fadæse. Man har i løbet af foråret spillet helt lige op med Mammoths, Nighthawks og Rebels, og det er noget holdet vil tage med til efteråret, hvor målet må være lutter sejre.

Forårets spiller: Niklas Dyrby Johansen var på forhånd udset et flot forår – og det har så sandelig også være tilfældet. Niklas har gjort det fremragende på især positionen som cornerback, hvor hans aggressive spillestil har ført til mange flotte interceptions og generelt godt spil. Spillet har ført til en udtagelse til landsholdets practice squad med reel mulighed for en plads på landsholdet til EM.

Greve Penguins: 3-7 (Karakter: 4)
- Penguins gik ind til sæsonen som store underdogs. Holdet bedste receiver, Plax, var skulderskadet for i hvert fald hele foråret, og det var et stort slag for traditionsklubben. Det begyndte dog udmærket for pingvinerne, der i holdet første kamp slog Armadillos i en tæt kamp. Derefter er det gået knap så godt, men ikke desto mindre kan man i klubben sagtens være indsatsen bekendt. Rygterne går, at Penguins, efterårets resultater underordnet, vil lade sig nedrykke fra FNL, hvilket må siges at være en skam. Går tingene bare en smule holdets vej, kan man nemlig overhale i hvert fald Armadillos i tabellen.

Forårets spiller: Martin Andersens betydning for Penguins er kolossal. Han bærer holdet på sine skuldre både på og uden for banen. Med sit meget uortodokse angreb har han lirket de fleste defenses op – og det selv med et offense, der langt fra har samme power, som det tidligere har budt på. På Gameday 9 er Martin dog eftersigende ikke i stand til at deltage, og det bliver ekstremt spændende at se, hvor Penguins griber kampene an uden deres styrmand.

Kopenhagen Koalas: 0-12 (Karakter: 2)
- Koalas består lige akkurat. Dette er ikke pga. af spil eller resultater, for det har været til dumpekarakter. Derimod har man vist sig som det absolut mest sympatiske og fair play-spillende hold. Koalas viste, at man besad nogle seriøse cojones, da man sagde ja til FNL-udfordringen, og det kan man kun tage hatten af for.

Forårets spiller: En spiller har i løbet af foråret lyst gevaldigt op: Morten Grunnet Buhl, på banen kendt som ”Buuuuuuuuuuuuuhl”. Buhl har spillet solidt på centeren. Han har vist god speed og spektakulære catches. I begyndelsen af sæsonen delte han spilletid med Magnus Lauesgaard, men Buhl har i kamp efter kamp vist, at han fortjener fuld spilletid.

Skrevet af Benjamin Boraghi