Interview: Joachim Engell

Det er blevet tid til endnu et profilinterview. Denne gang går det ud over Joachim Engell fra Bispen Barbarians.

Joachim Engell er et ret så ubeskrevet blad i dansk flagfootball, til trods for hans evner, der langt overstiger de flestes. USfootball laver nu om på dette ved at bringe ham under luppen til sitets andet profilinterview.

Navn: Joachim Engell
Klub: Bispen Barbarians
Højde 193 cm
Vægt: 72 kg
Landskampe: 0

Bispen Barbarians spiller for andet år i træk i FNL. Som følge af strukturændringen af ligaen har holdet reddet sig endnu en sæson i landets bedste flagrække. Når man snakker om ’Barbs’, falder de flestes tanker hurtigt på én bestemt spiller: Joachim Engell. Foruden at være holdets klart bedste spiller, er han også en af klubbens grundlæggere:

- I 2005 gik jeg på efterskole og begyndte at kaste lidt bold med nogle af mine venner. Jeg begyndte at interessere mig voldsomt for NFL og fik mod på selv at begynde at spille. I 2006 deltog jeg i min første Viasat Bowl (Zulu Bowl på daværende tidspunkt, red.) sammen med de drenge, jeg så senere startede Barbarians op med. Vi syntes nemlig alle sammen, det var super fedt at spille, og meldte os så til ligaen det efterfølgende år, fortæller Joachim.

Barbarians havde en skuffende debutsæson i FNL sidste år. Her blev det til bare tre sejre i seksten kampe. Det var ikke, hvad man havde ventet internt i klubben. Her var forventningerne til klubben præstationer skruet vældigt i vejret, men da først sæsonen blev skudt i gang, fik man altså en kold spand vand i hovedet. I år er man dog helt klar til revanche:

- Det bliver jo en sjov sæson, det her. Der kan ske stort set alt, som som FNL ser ud i år. Sidste år var vores første år i FNL, og vi betalte en del lærepenge og fik i et par kampe seriøse prygl, mindes Joachim Engell kampene mod Nighthawks, Mammoths og O33, der endte henholdsvis 6-55, 12-65 og 0-51.

Joachim var selv på Haiti sammen med en anden Barbarian, Stefan Andersen, for at hjælpe til efter jordskælvet. I de tre pågældende kampe var disse to stamspillere derfor ikke med. Det er klart, at Barbarians meget vel kunne have brugt især Joachim, der ikke rigtig har nogen svaghed på en flagbane, og som udnytter sin gode speed og højde særdeles godt til både at sætte cornerbacks og gøre livet surt for receivers.

- Det hjalp heller ikke rigtig på det, at Stefan og jeg var væk den første halvdel af sæsonen. Jeg synes dog alligevel, at der var rigtig meget at tage med fra de sidste fire kampe. Specielt på defense begyndte vi virkelig at spille fornuftigt. Da vi nu har fået Rasmus Schou (tidligere QB i Mammoths, red.) til klubben, er det klart, at vi også kan tillade os at sætte lidt højere forventninger til offense. Det er så vigtigt at have så god en QB som ham, uddyber den spilleren, inden han sætter sit officielle mål for sæsonen:

- Jeg må sige, at jeg som et minimum forventer, at vi ikke en eneste gang i sæsonen bliver udspillet, og at alle hold skal kæmpe for points mod os. Det skulle gerne kaste en fjerdeplads af sig.

Der er da også al mulig grund til at håbe og ikke mindst tro på det bedste, når man står i Joachim Engells sko. Barbarians har således gennemgået klubbens muligvis bedste off season med masser af træning og ikke mindst en heftig aktivitet på spillermarkedet.

- Vores off season har været rigtig god og mere fokuseret i år end nogensinde før. Vi har været hurtigt ude og skaffe os nye bolde, flag og andet nødvendigt udstyr. Vi kom hurtigt i gang med at træne, og vi har haft nogle fede og koncentrerede dage med taktikmøder og opdelte træninger. Vi har en fantatisk GM i Lasse Christensen, der gør det så meget lettere at være spiller, fordi man ved, at der er styr på alt det administrative.

- Vi har ingen spillere, som har forladt klubben. Altså, der er et par stykker, der er smuttet, men de spillede alligevel stort set ikke med sidste år. Det er rigtig dejligt, at stamspillerne er blevet. Vi har fået tilgang af Rasmus Schou, som vi er super glade for! Derudover er det værd at nævne Silas Meyer, som blot er 15 år, men som bliver en fantastisk WR i fremtiden, samt Mikkel Grønne, som ligeså er kommet til ude fra Mammoths, lyder det optimistisk fra en glad holdkaptajn.

Det er dog ingen af de nye spillere, Joachim Engell forventer løber af med titlen som intern MVP i Barbarians. Her dukker nemlig et mere ukendt navn frem på hans læber.

- Jeg kommer med et lidt satset skud her og siger, at vores CB, Kasper Julin, bliver årets spiller i Barbarians. Han er ikke et stort navn i flagfootball endnu, men det kan der sagtens blive lavet om på i denne sæson. Han har rigtig god speed i fødderne, flytter dem hurtigt og reagerer hurtigt på de moves, WRs laver. Han elsker at lære, og han bliver markant bedre til nærmest hver træning. Det er en fornøjelse af spille defense med ham.

Joachim har endnu ingen landskampe på CV’et, men det er ikke noget, der nager den hurtige spiller, der har fuld forståelse for, at der er andre, der er foran i køen.

- Jeg er bestemt ikke Danmarks bedste flagspiller. Jeg er bestemt heller ikke den bedste på min position. Ingen tvivl om, at (Jakob) Espersen er den bedste på WR, og der er minimum 2-3 WRs på Sjælland, som, jeg mener, er bedre end mig – og så er der dem i Jylland. Jeg er nok en top 20 WR i Danmark, men altså ikke blandt de allerbedste. Hvis man må have lov at være lidt selvfed (og det må man gerne, Joachim!, red.), så vil jeg sige, at jeg sniger mig op i top 8 som safety.

Netop Espersen har Joachim stor respekt for. Der er nemlig ingen, der rører ham til sokkeholderne på en flagbane.

- Hvis Jakob Espersen kan holde sig skadesfri, kan jeg ikke se, hvordan han kan undgå at blive MVP i FNL. Hvis du spørger mig, er han længder foran alle andre WRs – og faktisk længder foran alle andre spillere på alle andre positioner.

- Hvis jeg skal snakke om, hvem den bedste spiller, jeg har spillet imod, er, så er jeg nødt til at tage en på hver side af bolden, da jeg jo cirka spiller lige meget begge veje. Som cornerback er den spiller, jeg har mindst lyst til at kigge i øjnene, da også uden tvivl Espersen. Han er simpelthen for god og for hurtig, og han er den eneste WR i Danmark, jeg ikke ville have det fint med at dække mand-mand, lyder de store roser til ’Jake the Situation’.

- Den anden vej er sværere, da det desværre er sjældent, at man får bare én mand til at følge en. Den eneste gang, hvor jeg føler, jeg virkelig har haft det svært som WR, var mod ’Svanen’ (Michael Svane, red.). Han har god speed og bruger vigtigst af alt sin fysik rigtig fornuftigt. Han er bare rigtig svær at spille overfor.

USfootballs klassiske spørgsmål, der lyder på, hvilken spiller den interviewede helst vil have til klubben, skulle da ikke gå Joachim Engells næse forbi.

- Hvis jeg måtte hente én spiller i Danmark til klubben og skulle tænke rent atletiske evner, skulle det være Svanen, tror jeg. Jeg har kun spillet mod ham en enkelt gang, men hvad jeg ellers har set og hørt, spiller han bare cornerbacken rigtig, rigtig fornuftigt – og så er det den position, vi umiddelbart ser tyndest ud på, lyder det anerkendende fra kollegaen, der dog ikke ser en helt perfekt spiller i Svanen:

- Jeg har dog set nogle sider af ham, hvor han sviner sit hold lidt for meget og bliver for negativ, når det ikke lige kører. På den konto ville jeg meget hellere have en flink fyr, som til gengæld havde knap så meget talent, fx (Kenneth) Sander (QB i Rebels, red.), Benja(min Calundann) (WR i Rebels, red.) eller en af de andre gode gutter fra Herlev (Rebels), uddyber han.

Netop Michael Svane og resten af Nyhavn Nighthawks kan meget vel gå en svær sæson i møde, efter man ellers i sidste sæson overraskede de fleste ved at vinde FNL Øst med en dominerende record på hele 14-2. Joachim Engell tror i hvert fald, at det bliver en væsentlig anderledes Nyhavn-sæson.

- Jeg kunne godt forestille mig, at Nyhavn ville gå lidt ned i år i forhold til sidste års præstation. Jeg tror slet ikke på, de vinder i år, og jeg tror egentlig heller ikke, de kommer i nærheden. Jeg tror måske, de levede lidt på at være lidt undervurderet sidste år. Ikke, at de ikke er gode – de er måske det mest stabile hold i Danmark – men jeg ser dem slet ikke have samme topniveau som fx (Avedøre) Mammoths og (Hellerup) Haxers, analyserer han benhårdt.

Selvom statistikkerne nok ville tale Nyhavns tydelige sprog, er der ikke meget andet, der ville det. Således er Mammoths kæmpe favoritter til at forlade Farum Park som vindere af DM, og Joachim deler da også denne gængse opfattelse til fulde.

- Jeg synes, hverken der burde eller kan være tvivl om, at Mammoths bliver mestre i år. Nyhavn har simpelthen ikke et godt nok topniveau, Haxers har et for lavt bundniveau, (Silkeborg) Sharks er taktisk en smule efter, og Tigers, tror jeg ikke, kan slå dem uden Henning (tidligere QB i Tigers, red.). Jeg tror faktisk, Mammoths selv bliver enormt skuffede, hvis de ikke vinder, og jeg tror også på dem, forklarer han.

Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at Mammoths erklærede mål er, at vinde alt, hvad holdet stiller op i. I den formodede anden ende af tabellen peger meget til gengæld på, at man vil finde Kopenhagen Koalas, hvis mål må være at undgå nedrykning. Sidst, holdet var i FNL, røg man nemlig ud igen med et brag og en 0-16 record. Joachim har da heller ikke megen tiltro til holdet.

- I mit hoved kan der ikke være nogen tvivl om, at Koalas rykker ned. De er bare ikke atletisk gode nok på nogen positioner, kritiserer han det rutineret mandskab og vender derefter snuden mod de to andre oprykkere, Allerød Armadillos og Greve Penguins:

- Af de tre oprykkere kommer Armadillos klart til at gøre det bedst, men det har alle vist fundet ud af. Så at sige, at de kommer til at overraske, hvis de gør det godt, kan man efterhånden ikke. Hvis nogen skal overraske positivt, tror jeg, det bliver Penguins. De skal bare lige lære at spille defense, lyder det spøgefuldt fra tovejsspilleren, der dog har mere at sige om drengene fra Allerød:

- Jeg glæder mig rigtig meget til at spille mod Armadillos. De minder lidt om os i vores første sæsoner, bortset fra at de nok har lidt mere styr på tingene, end vi havde. Desuden er der rigtig mange, der har rigtig høje forventninger til dem. Det har jeg også, men ikke så høje, at jeg er bange for ikke at slå dem. Jeg glæder mig også altid til at møde Rebels. Det er altid nogle dejlige kampe, vi har mod dem. Jeg har kendt drengene fra Herlev, siden jeg startede med at spille nærmest, og jeg har spillet både med og mod dem mange gange. Vi har det altid hyggeligt, og vigtigst af alt, så hader vi at tabe til hinanden.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at Joachims værste oplevelse med flagfootball faldt netop mod Rebels. En oplevelse, der meget vel vil plage ham, til han pensionerer sig fra sporten.

- Min værste oplevelse på en flagfootballbane er nem; den står klar for mig, og jeg er bare ikke glad for at indrømme det, men here goes: Jeg er blevet interceptet af Claes Scherwin (CB i Rebels). Dårlig dag!

Det er tydeligt at høre, hvor meget receiveren med de fremragende ruter elsker ’flag’, miljøet og alt omkring sporten – selv i modgang. Han går snart ind til sin femte sæson som flagspiller, men alligevel skal han tilbage til de første år for at finde sine bedste minder frem.

- Der har været mange gode oplevelser (med flag). Vi har jo aldrig vundet noget, så jeg kan ikke hive et eller andet fantastisk eventyr frem. Men det fedeste var nok, da vi i vores første år slog (Hvidovre) Typhoons med 146-18. Det var bare en lang kamp!

- Det sjoveste, jeg har oplevet på en flagbane, var under vores første Viasat Bowl, hvor vores slot, Daniel Finne, bliver tacklet ved at få revet sine shorts af og derefter løb bolden ind til touchdown uden bukser på. Det så bare lidt mærkeligt ud.

Ikke overraskende glæder Joachim sig enormt til at komme i gang; til at komme ud og spille en masse flag og give den gas på banen. Der er dog specielt et par spillere, han glæder sig absolut mest til at stå over for:

- Jeg ser frem til at spille mod Niels Kjær (QB i Mammoths, red.), hvis han altså spiller QB. Han kan nemlig så godt lide at kaste til mig, griner han, mens han fortsætter:

- Kenneth Sander er en anden, jeg glæder mig til at møde. Han er så rar, og så har ham og jeg bare en evig kamp på banen, som han desværre for det meste vinder. På den anden sidste af bolden glæder jeg mig til at møde Penguins’ defense.

Joachim Engell og resten af Barbarians tager på deres første gameday den 23. april imod Hellerup Haxers og Greve Penguins. Her forventes Haxers at blive en for stor mundfuld for ’Barbs’, mens Penguins-opgøret må betegnes som en ’must win’-kamp, hvis forhåbningerne om en top 4-placering skal holdes intakte.

Vil du gerne vide mere om Barbarians, kan du tjekke nedenstående links ud:

http://www.barbarians.dk
http://www.youtube.com/user/barbariansdk

Skrevet af Benjamin Boraghi