Landsholdet gør klar til forsvar af EM-titel

USfootball var på plads til det danske herrelandsholds første landsholdssamling forud for EM i Frankrig i flag football.

Det var en god blanding af gamle kendinge og rookies, der lørdag den 9. juli løb ind på grønsværen på banerne i Avedøre til den første af i alt fem landsholdssamlinger for herrelandsholdet i flagfootball. Holdet så ud som følger:

Offense:
Morten Weber
Niels Kjær
Kasper Lindén
Alex Jørgensen
Bjarke Thomsen
Kim Mikkelsen
Michael Svane

Defense:
Casper Iisager
Kasper Gyris
Mads Herskind
Martin Haastrup
Lars Skytte
Niklas Dyrby Johansen
Claus Nymand

Disse ting var værd at bemærke:
- Både Morten Weber og Niels Kjær var langt fra skarpe og var meget ustabile i deres kast.
- Dette kan meget vel have noget at gøre med trænernes indførsel af den permanente shotgunformation.
- Offense var mærket af de mange afbud samt skader til både Bjarke Thomsen og Kim Mikkelsen.
- Jimmi Benn viste sig som en fantastisk træner, der på en positiv og god måde hele tiden formåede at finde ting, der skulle forbedres hos den individuelle spiller.
- Morten Weber er en primus motor af en anden verden, en fantastisk leder, og landsholdet ville slet ikke være det samme uden ham – også uden for banen.
- Niels Kjær har absolut ingen chance for at blive startende QB.
- Alex Jørgensens kamp for at vinde centerpladsen virker tæt på umulig. Han blev flere gange rykket ud som receiver, og Lindéns rolle på landsholdet er så indgroet, at han ikke bare sådan bliver smidt af. Det er synd, for med Jimmi Benns coaching kunne Alex blive et fantastisk aktiv for landsholdet.
- Kim Mikkelsens rolle virker også udspillet, selvom Mark Andersen først mødte op på andendagen. Mikkelsen begyndte dagen ringe med mange drops, og da spillet endelig begyndte at rulle, skadede han sin skulder og måtte siden da sidde meget ude.
- Bjarke Thomsen virker evigt skadet, men spillede alligevel en del. Landsholdets playbook har dog brug for hurtige og vævre wideouts, og det vil komme til at koste for Bjarke. Dette er synd, for benyttes den store receiver ordentligt, er han decideret ustoppelig, og det så vi da også flere eksempler på lørdag.
- Michael Svane er, hvor han skal være. Den bedste offensive spiller på dagen viste fremragende hænder og gode moves. Der var lidt problemer med at stå fast, da der skulle løbes ruter, og Michael burde måske overveje at erhverve sig et par nye støvler.
- Bjarke og Michael er humørspredere uden lige, og de hænger med Carøes afbud ikke ligefrem på træerne pt.
- Kasper Iisager gjorde på blitzen kritikerne til skamme og spillede fantastisk med godt pres, masser af sacks og batdowns.
- Kasper Gyris var dagens dårligste. Ligesom Michael Svane havde han svært ved at stå fast, og især i de individuelle øvelser så Gyris ikke godt ud. Her manglede han den sidste speed og så ud til lige at være et skridt efter alle andre. Som safety blev han overskygget af Niklas Dyrby.
- Mads Herskind leverede en blandet præstation. Han viste god fart i stængerne, men leverede ikke en præstation på nogen måde udover det sædvanlige og får meget svært ved at drille Claus Nymand og Stubbe på corneren.
- Stubbe viste flere gange prøver på sit store talent. Han er uden tvivl den største atlet på defense og har reelt allerede sikret sig pladsen på den ene corner. Synd er det dog, at han virker til at have svært ved at sætte sig selv op til de diverse øvelser. Han hænger tit med hovedet og virker uden gejst.
- Lars Skytte imponerede meget. Han viste imponerende fart og udviste høj, høj klasse i både de individuelle øvelser og til scrimmage. Skytte er styrmand og den ubestridt mest erfarne spiller på defense. Derfor er det også vigtigt, at han hele tiden viser overskud til at få noget lyd og gejst på. Det manglede der en del af lørdag.
- Niklas Dyrby både imponerede og overraskede meget og viste mange prøver på sin atletiske kunnen. Landsholdets yngste mand kan meget vel være svaret på safety-spørgsmålet.
- Claus Nymand holdt dagen igennem et højt og stabilt niveau og er 100 % sikker på at starte, når det går løs i Frankrig.
- Det var meget skidt, at Joachim Engell måtte melde afbud til både lørdags- og søndagstræningen med sygdom. Hvem, der skal spille safety, er fortsat uafklaret, og nu har Engell kun to træningspas til at overbevise trænerne om, at han er løsningen.
- Det er skræmmende, hvor mange skader, der pt. vælter ind over landsholdet. Således blev Lars Skytte, Bjarke Thomsen, Stubbe, Kim Mikkelsen alle ramt er større eller mindre skader. Det ramte intensiteten hårdt qua de i forvejen mange afbud.
- Som udgangspunkt har man tre muligheder, når det kommer til spørgsmålet om safetypositionen: 1) Man spiller enten Engell eller Dyrby. 2) Man spiller Michael Svane begge veje. 3) Man rykker Stubbe ind og lader Herskind eller Dyrby spille corneren i stedet.

Redaktionen var ikke til stede søndag, hvor Mark Andersen stødte til truppen.

Næste landsholdssamling finder sted i Århus den 27.-28. august.

Skrevet af Benjamin Boraghi