NFL Draft - de 5 bedste

USfootball.dks Mathias Torp giver her en analyse af 5 bedste holds draft af dette års lotteri, som er NFL draften.

For nogle er draften et af de største højdepunkter i løbet af football året. Det er her, hvor holdene skal spå om, hvem de tror, vil blive morgendagens store stjerner. I år har jagten på disse stjerner nået et astronomisk højt lønniveau, hvor NFL kommisær Roger Goodell anslår, at holdene vil bruge omkring 3 milliarder kroner alene på rookies. Derfor er det ikke kun vigtigt at de spillere, du betaler mest for ikke falder sammen eller ikke lever op til forventningerne. Det er også af stor betydning at de spillere du henter sent i draften (og til færre penge) formår at forbløffe og blive bedre end nogen havde forventet. Nogle hold er bedre til at gøre dette end andre, f.eks. har Steelers hentet både Willie Parker og James Harrison ind som undrafted free agents, andre hold finder en superstjerne sent, såsom Terrel Davis eller Tom Brady (begge i 6. runde). Derfor kan det også være svært at vurdere, hvilke hold, som har haft en god draft og hvilke har haft en dårlig, da det ikke er til at sige om lige præcis det ene eller det andet hold har fundet den næste Brady, før der er gået nogle år.
Jeg vil dog forsøge, at evaluere 10 holds draft picks; de fem bedste og de fem dårligste.

De fem bedste:

Baltimore Ravens:

Selv uden et førsterundevalg formåede Ravens at komme ud af draften med et super udgangspunkt for fremtiden. Nogle vil måske mene, at de har taget for store gambles; Sergio Kindle har narkolepsi, hvilket dog ikke har voldet ham de store problemer, men nu er det også kommet frem, at han muligvis skal under kniven og have ordnet sit knæ. Et endnu større spørgsmålstegn er holdets andet valg i anden runde – Terrence Cody. Cody er lige så fantastisk, som han er overvægtig, hvilket siger en del. Han er ikke en Nose Tackle, som de kan bruge igennem hele kampen, medmindre han både går ned i vægt og kommer i bedre form. Jeg ser dog optimistisk på begge to. Nogle vil måske også kritisere, at de med deres to efterfølgende valg tog to Tight Ends. Personligt ser jeg intet problem i det, da jeg hverken er fan af Todd Heap eller L.J. Smith. Samtidig giver valgene to nye, jævnaldrende legekammerater til Joe Flacco. Det er svært at spå om hvilke spillere, som vil blive store i NFL, men hos Ravens er det endnu sværere i denne sæson, da der er så mange spørgsmålstegn ved så store talenter, kun tiden kan vise hvilken retning de vil gå i – boom eller bust?

Detroit Lions:

Lions har muligvis haft den bedste offseason i ligaen indtil videre. Udover at hente nogle vigtige forstærkninger i free agency, så har holdet også formået at dække 3 huller i startopstillingen via rookies. De har draftet den spiller, som muligvis har det største potentiale vi længe har set, Ndamukung Suh, som skal spille Defensive Tackle ved siden af et andet nyt navn i Lions, Corey Williams (som de dog tradede sig til). Derudover har de tilføjet en af draftens bedste RB's, Jahvid Best (som de tradede op for at få), til at dække for den skadede Kevin Smith, en plads han muligvis vil kunne overtage permanent, da Smith aldrig har vist de bedste takter. Lions havde sidste år ligaens værste pass defense, og det var derfor vigtigt for dem, at tilføje en pålidelig Cornerback, hvilket de også fik med valget af Amari Spievey i starten af 3. runde. Nogle har givet udtryk for, at de i stedet for Suh, burde havde valgt en Tackle, til at overtage for Jeff Backus, det gjorde de, som vi ved, ikke. De valgte dog stadig at være opmærksomme på problemet, da de draftede Jason Fox, en stor OT, som muligvis på længere sigt vil kunne overtage pladsen som Matthew Stafford's beskytter.

Miami Dolphins:

Holdet har mistet to af deres største stjerner på defense i offseason, Jason Taylor og Joey Porter. Derfor var det også vigtigt for Wildcat-holdet at finde afløseren til disse to. Det formåede de på superb vis at gøre i draften, hvor Jared Odrick blev hentet ind med pick #28, som holdet fik via trade med Chargers, til at spille defensive end. Koa Misi blev valgt med #40, hvilket måske er for tidligt vil nogen mene, men han er en dygtig spiller og passer godt ind i Dolphins 3-4 forsvar, hvor han både kan udnytte sine pass rush evner samtidig med at han besidder acceptable coverage evner. De har derudover nuppet Peria Jones' bror, Jerry Jones, som spiller OT, i starten af 3. runde. Han kan gå ind og spille Tackle eller Guard allerede fra første sæson, hvor han kan bruge sin fysik til at åbne hullerne for Ronnie Brown og Pat White. A.J. Edds og Reshad Jones er hentet ind på draftens tredje dag, og kan også vise sig at blive solide startere på længere sigt. Edds skal sandsynligvis ind og spille ILB sammen med Karlos Dansby, og Reshad Jones, som af mange blev betragtet som en af de bedste safeties i år, hvilket gør ham til et steal, da Dolphins kun smed et 5. runde valg efter ham.

Oakland Raiders:

På det seneste har Raiders ikke været lige skarpe, når det kom til draften, men i år har Al Davis vist, at han stadig kan. Mange havde sendt OT Bruce Campbell til Raiders. Det var dog også her, han kom til. Forskellen var bare, at man havde regnet med, at han ville blive valgt som en af de første – det gjorde han ikke. Det blev i stedet i fjerde runde, hvor han let kan betragtes som et steal, da de fleste havde ham rangeret som én, der kunne gå i anden (hvis ikke man tog Davis' kærlighed til stærke og hurtige spillere med i regnskabet, vel at mærke). De hentede også, til manges overraskelse, ILB Rolando McClain med deres første pick, et valg, som også betød at Kirk Morrison var i overskud på holdet, han røg sammen med et pick, som endte op med at de fik WR/RB/KR Jacoby Ford. De var også heldige at kunne hente LaMarr Houston ind, som meget vel kunne være frontfiguren i deres 3-4 system. Derudover faldt Jason Veldheer, en anden OT, også til dem.

San Francisco 49'ers:

49'ers har muligvis lavet et af de dårligste 1st overall picks i lang tid, da de i 2005 valgte Alex Smith. Han er på trods af dårlige resultater stadig starter, men skal nok bruge det meste af tiden på at give handoffs til Frank Gore. Holdets to første picks kunne i al fald tyde på det, da de har valgt Mike Iupati og Anthony Davis. Det er nemlig to herrer, som godt kan lide at åbne hullerne for runningbacks mere end at holde folk væk fra QB'en. Derudover har de snuppet den kontroversielle safety Taylor Mays midt i 2. runde, en spiller, som var estimeret til at gå sidst i første runde. Alle tre passer godt til Coach Singletarys filosofi om et hårdt defense og et hårdt løbeangreb. Både Mays, Anthony Dixon (RB, valgt som 173) og Nate Byham (TE, valgt som 182) har både vist og udtrykt at de nyder den hårde kontakt, hvor Byham bl.a. har sagt "I like bloody noses". De har desuden valgt WR Kyle Williams, CB Phillip Adams, LB Navorro Bowman i hhv. 6. og 3. runde.

Se de 5 dårligste er: http://usfootball.dk/nyheder/nfl-draft-de-5-d%C3%A5rligste