For den knap så trænede flagtilskuer kommer her en lille guide til hvilke små kampe i kampen, man kan se frem til.
Sæsonens to indbyrdes kampe mellem de to hold kan ikke bruges til noget, da Rebels reelt set havde givet op på forhånd. Alligevel har der dannet sig et rimelig tydeligt billede af, hvilke spillere man skal holde ekstra øje med, når Dannebrog Bowl kastes i gang.
Casper Iisager/Kasper Gyris (blitz) vs. Kenneth Sander Hansen (quarterback)
- Kampen bliver meget hurtig en ensidig affære, hvis Mammoths får lukket ned for Rebels’ angreb. Denne mission starter her, hvor Kenneth skal undgå presset og lade være med at lade sig stresse. Det bliver en hård opgave, da Mammoths med stor sandsynlighed kommer med to blitzere og derved kan skifte ud, skulle den ene ikke spille godt nok.
Lars Thor (safety) vs. Alex Jørgensen (center)
- Alex er Rebels’ stærkeste offensive kort. Han er rigtig hurtig og kommer ud af sine cuts med en stor acceleration. Thor er god til alt på nær det at løbe hurtigt. Det har han kompenseret eminent for hele sæsonen igennem, men rammer Alex dagen og får sat Thor på hælene, bliver det en lang dag for den rutinerede mand.
Mads Herskind/Claus Nymand (cornerback) vs. Steffen Sander Hansen (receiver)
- Hvadenten det er Herskind eller ’Ægget’, der skal dække Steffen, kan det blive en absolut afgørende kamp i kampen. Steffen er Rebels bedste receiver, og får Mammoths lukket ham ned, bliver det en lang dag for brormand Kenneth. Steffen har de atletiske evner til at brænde begge spillere, såfremt han rammer dagen.
Steffen Sander Hansen (safety) vs. Jakob Espersen (receiver)
- Det vil langt fra være på hvert play, at Steffen får lov at dække Espersen. Det er han personligt nok meget godt tilfreds med. Men Steffen er Rebels’ defensive kaptajn og bedste kort, og Espersen er Mammoths’ uden tvivl største offensive aktiv. Rebels er nødt til at lukke den lynhurtige mammut bare nogenlunde ned, ellers bliver de fuldstændig skudt i sænk.
Patrick Bergstrand (coach) vs. Kasper Lindén og Casper Iisager (coaches)
- Kampen foregår i høj grad også på sidelinjen. Den foregår mellem tre bundrutinerede kræfter. Hvor Iisager og Lindéns roller som trænere er vigtige for Mammoths’ spil, er Bergstrands rolle mileskridt vigtigere. Han er nødt til både at holde sit eget hoved koldt, men også sørge for, at samtlige Rebels-spillere gør det. At moralen holdes højt, og at aftaler bliver overholdt er altafgørende for det undertippede hold, og det er Bergstrands job at sørge for, at dette sker.
Skrevet af Benjamin Boraghi
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer