Razorbacks ser frem mod semifinalen

Razorbacks vandt suverænt over danmarksmestrene fra Søllerød Gold Diggers i weekenden og USfootball har fået en kommentar fra sportschef for Triangle Razorbacks, Kristian Worm.

Søllerød Gold Diggers manglede mange vigtige spillere til kampen mod Razorbacks i weekenden og holdets quarterback Alexander Cimadon var en af spillerne som blev sparet.

"Gold Diggers manglede deres quarterback, hvilket naturligvis altid er et stort tab for et hold. Jeg vil dog mene, at lige nøjagtig for Gold Diggers er det et større tab end for andre hold, da deres offensive systemer primært er bygget op på korte præcise kast samt qb keeps (løb). Ingen quarterback i Danmark gør det bedre end Alexander Cimadon". - Fortæller Kristian Worm til USfootball.dk

Søllerød Gold Diggers var dog ikke eneste hold som havde spillere siddende på bænken. Geoffrey Lewis (RB), som har gjort et fantastisk arbejde i hans første sæson for vejle-holdet, samt Christian Kedde Andersen (TE), sad ude pga. skader.

Alligevel var Kristian Worm så godt som sikker på en sejr mod de nuværende mestre.

"Jeg kunne ikke drømme om at undervurdere Gold Diggers, men jeg havde forventet en større sejr i weekendens kamp på baggrund af ovenstående. Det bliver en helt anden kamp, hvis vi mødes i finalen. Først og fremmest skal vi allerede nu rette fokus mod vores semifinale mod Copenhagen Towers, der når de spiller deres bedste, kan være med mod topholdene. Det så vi i deres første kamp mod Gold Diggers, som de vandt stort. Vinder vi semifinalen, er det bare med spænding at afvente braget af en semifinale mellem Gold Diggers og Stars". - Afslutter Kristian Worm

Triangle Razorbacks spiller deres næste kamp den 11/9 på hjemmebane hvor bundholdet Herlev Rebels kommer på besøg.