Rookie Day i Stingers

Søndag den 5. februar spilles den årlige Super Bowl, som er finalen i amerikansk fodbold. Det er verdens største en-dags begivenhed, og tv-seere fra hele verden vil følge kampen. Flere og flere danskere vælger at bruge natten på at følge denne unikke begivenhed, og nu giver Middelfart Stingers folk mulighed for at prøve denne fantastiske sport på egen krop.

Stingers har nemlig valgt at afholde deres årlige Rookie Day søndag den 5. februar kl. 13 - 16 på Stingers Field på Færøvej 63 i Middelfart. Dagen er at betragte som et åbent hus arrangement, hvor alle får mulighed for at prøve kræfter med sporten, uanset alder og køn. Stingers stiller udstyr og instruktører til rådighed, så man skal blot medbringe varmt træningstøj, fodboldstøvler samt masser at gå-på-mod.

Middelfart Stingers håber selvfølgelig at rigtig mange vil støtte op om arrangementet, så man kan få tilgang af endnu flere spillere til klubbens senior og U19 hold. Skulle man få lyst, så vil der være mulighed for at se Super Bowl sammen med Middelfart Stingers, da man om aftenen afholder et åbent arrangement, på et af byens lokale diskoteker.