World Team slog Team USA

For første gang i International Bowl’s historie, var det World holdet der vandt kampen. De vandt nemlig 35-29 over de amerikanske stjerner, men det var tydeligt at Verdensholdet ville det mest. De spillede med klart mest intensitet og vilje.

Kampen startede utrolig rodet, og som mange All-Star kampe, med de defensive linjer i fokus. Både USA’s og Verdensholdets defensive linje dominerede i kampens begyndelse. Især USA’s forsvar var i hopla i kampens indledning. Flere gange slap en forsvarsspiller igennem og ind til Verdensholdets quarterback, Will Finch fra Canada.

Det resulterede i en hurtig turnover fra Verdensholdet, der fumblede et handoff. Efter en kort omgang bunke, kom USA’s defensive tackle Malcom Brown lige pludselig løbende med bolden, og han flyttede sine 127 kilo ualmindelig hurtigt ned til Verdensholdets 26-yard linje. På første spil, kaster USA’s quarterback, Sean Maguire, et touchdown til receiver Romond Deloatch.

Næste angrebsserie, står der igen forsvar på. USA’s defensive linje, samt linebackers var overalt på banen, og pressede flere gange Finch til at rulle ud. Men da han så fik tid, udnyttede han det. Han runningback Gilbert-Knorren var sluppet fra sin oppasser dybt, og så udlignede Verdensholdet på et 71-yard touchdown. I det hele taget var Gilbert-Knorren Finch’s foretrukne mål hel aftenen, og det bød på flere gode spil fra de to.

Andet quarter blev åbnet med en scoring. Aftenens helt store profil, Anthony Coombs, scorede et virkelig flot touchdown på et 19-yard løb. Han var mere eller mindre taklet ved linjen, men snurrede sig ud af problemerne, undveg endnu en takling inden han så blev taklet ind i end-zone.

USA havde svært ved at komme i gang. De kunne ikke rigtig løbe bolden som de gerne ville, og Maguire var ikke sikker når han rullede ud. Det resulterede i at USA måtte punte en del gange i kampens begyndelse. Et punt endte på Verdensholdets egen 1-yard linje, og det betød et dårligt udgangspunkt for Verdensholdets nye quarterback, Jesse Mills. Noor Davis brød igennem hans offensive linje, og fik halvt fat i Mills, der overhovedet ikke passede på bolden, som så lavede en fumble. Skaden var dog ikke så stor, da en af hans egne linjemænd smed sig på den. 14-9 til Verdensholdet på nuværende tidspunkt.

Efter USA's forsvar havde vist styrke og vilje efter deres safety, men USA’s angreb kunne overhovedet ingenting i starten. De havde flere delay of games, illegal shifts og off-sides. De ting der prægede kampen igennem, for begge hold. Da det endelig så ud til at USA fik gang i noget, fumblede tight end Canon Smith bolden, og Verdensholdet havde igen bolden på USA’s banehalvdel.

Efterfølgende ramte Finch Gilbert-Knorren på en dyb post-rute, men bolden kom fri igen. Dommerne havde dog dømt ham nede inden bolden kom fri, det var en tvivlsom kendelse. Ball-protection var en gennemgående problem for mange af spillerne. Verdensholdet valgte efterfølgende, at gå over til mange trickspil og option spil. Men det virker ikke, det har de amerikanske spillere set for meget af deres karriere. Dog var det ved at virke en enkelt gang, da runningback Gilbert-Knorren får bolden på et late-handoff, stopper op og sender bolden i end zone til receiver Lumley, der aldrig rigtig får kontrol over bolden.

I de døende sekunder af første halvleg, lykkedes det for Verdensholdet at score igen. Finch rammer, en anden af kampens helt store profiler, Taveon Smith lige inde i end zone. Det er dog tvivlsom om han får sin fod nede, men dommerne dømmer touchdown, og Verdensholdet kan gå til pause med en føring på 21-9.

USA starter tredje quarter med venstrehåndede Javelle Allen som quarterback, men heller ikke han kan for alvor få gang i angrebet hos USA.

Aftenens bedste special teams spil blev leveret af japaneren Shingo Maeda, der på første punt i tredje quarter, får et par amerikanere til at misse og ser et stort hul. Han bliver dog taklet af den amerikanske punter, Frank Epitropoulos, der var allersidste mand. Kunne have været et rigtig stort spil!

Halvvejs inde i tredje quarter, sparker Verdensholdet et field goal, men det bliver blokeret og så samler Jarrett Irving bolden op på egen 10-yard linje, og prøver at returnere den. Han når op til egen 20-yard linje, hvor han så fumbler og en linjemand fra Verdensholdet smider sig oven på den.

Et par minutter senere, finder Linch sin tight end Daryl Waud i end-zone. Waud der oprindeligt er defensive tackle, men var inde på den pågældende løbeformation, sikkert for at fake løbet bedre. Men han løber lige igennem USA's forsvar, inden Terry Richardson opfatter hvad der er sket. Finch smider bolden højt op, så Waud med sine 193 centimeter nemt kan pille bolden ned foran, den kun 175 centimeter høje Richardson.

Sent i tredje quarter får Javelle Allen og det amerikanske angreb endeligt gang i noget. En flot angrebsserie, hvor Allen bl.a. finde Frank Epitropoulos (der både var punter og receiver i kampen) for en 20-yard completion, et spil hvor Epitropoulos viste flotte hænder og god akrobatik. På det efterfølgende spil, ramte Allen Deloatch får en 18-yard completion. Allen går tre for tre på den angrebsserie, og ruller på sidste spil ud til venstre inden han, i bedste Brett Favre stil, kaster bolden på tværs af sin krop og finder Epitropoulos i midten af end-zone mellem to forsvarsspilere. Endelig var de amerikanske spillere begyndt at vise hjerte og vilje. 28-16 stod der på dette tidspunkt til Verdensholdet.

Fjerde quarter starter flot. Anthony Coombs løber op igennem et stort hul i midten, og får linebacker Jordan Richmond til at misse taklingen ved midterlinjen, inden han spurter ned imod hjørnet. 35-16 til Verdensholdet.

Efter det, begyndte det amerikanske hold, at gå efter flere store spil. Både Anu Solomon (den eneste junior på det amerikanske hold) og Maguire gik gentagende gange dybt efter receiver Corey Coleman. Alle gangene blev bolden kastet for langt. På den efterfølgende angrebsserie til Verdensholdet, var det tydeligt at se at Verdensholdets offensive linje var blevet bedre. Finch fik, for første gang, meget tid i lommen. Desværre var hans receivere dækket op, og de endte med at punte.

Solomon fik flere chance, og den lille mobile quarterback fra Nevada, leverede da også godt. Først blev Daje Johnson stoppet minus yards, og så måtte Solomon skaffe mange yards. Omkring midterlinjen ruller han ud, og finder tight end Devin Funchess 15-20 yards nede af banen. På det efterfølgende spil, er Funchess igen fri. Denne gang i end-zone. USA går efter to point, men Maguire ramte ikke en helt fri Canon Smith, og dermed var stillingen 35-22 til Verdensholdet. Tight end Funchess var USA’s bedste mand kampen igennem.

Det var som om den sidste angrebsserie, skabte en ild på det amerikanske hold. Forsvaret spillede langt bedre nu, og fik da også stoppet Verdensholdet, der valgte at gå på en fjerde down og to. Men Caleb Bluiett(selvfølgelig fristes man til at sige, da han generelt var USA’s bedste forsvarsspiller), brød igennem den offensive linje, og stoppede Coombs for minus yards. USA lugtede nu for alvor sejren.

På det første spil på næste angrebsserie, ruller Solomon ud til højre og finder Epitropoulos lidt længere fremme, han spurter ned af højreside med Funchess som leadblocker. Epitropoulos bliver stoppet ved Verdensholdets 4-yard linje.

På anden og goal, rullede Solomon ud til højre, noget Verdensholdet havde forudset, så de havde sendt en mand efter ham. Solomon så ham, og kastede en hård bold efter sin tight end Canon Smith, der på mirakuløs vis hev bolden ind med en hånd. Et virkelig flot catch af tight enden! Det reducere stillingen til 35-29, og USA prøver et onside kick, men formår ikke at få fat i bolden, så Verdensholdet kan stille og roligt løbe klokken ned de sidste minutter.